Vi har købt en gris!
Fra denne uge indleder vi et samarbejde med grisebonden Poul Lang Nielsen. Som det eneste sted i København har vi nu salg til private af Pouls grise, Hindsholmgrisene, som ellers længe har haft plads på tallerkenerne på nogle af byens bedste restauranter.
Poul er Danmarks mest kompromisløse griseavler og har dyr, som lever under åben himmel året rundt. Fra de fødes i det tidlige forår til de nænsomt og i små grupper gennes af sted til det lokale slagteri hen på efteråret og vinteren har de et dejligt liv med god økologisk mad, familien omkring sig og naturlige livs- og døgnrytmer.
Grisene slagtes kun i de kolde måneder og sæsonen er slut om en måneds tid. Så skal man nå at smage på Danmarks bedste grise, skal man nå forbi Din Baghave inden længe.
Læs mere på www.hindsholmgrisen.dk
Grisen er dyr men det hele værd - smag selv her i weekenden
Hindsholmgrisene lever et liv, der er meget langt fra stort set alle andre slagtegrises. Blandt andet bliver der kun født ét kuld pr. år mod normalt tre. Det og flere andre faktorer gør, at prisen for en flæskesteg når væsentligt højere op end de 19,75 pr. halvkilo, supermarkederne skilter med.
Til gengæld får man hver en krone igen i smag og konsistens. Stadig ikke overbevist? Så kom forbi Din Baghave her i weekenden (i uge 6 og 7), hvor der vil være smagsprøver både fredag og lørdag.
Bestilling af gris
I første omgang har vi fået lov at aftage 1/2 gris denne uge. Den vejer omkring 30-40 kg og vores er i skrivende stund i gang med at blive slagtet. Vi kender endnu ikke de nøjagtige priser og mængder, vi får ind i butikken, når Poul leverer i morgen. Men vi laver en liste og sender ud til interesserede i morgen aften (torsdag) kl. 18, hvorefter stykkerne sælges efter først til mølle-princippet. Det samme vil gøre sig gældende, næste gang vi får kød fra Poul.
Vil du med på listen? Så skriv det til post@dinbaghave.dk
Listen vil også være at finde i vores webshop sidst i uge 6. Bestil varer i webshoppen

