opskrifter

Nytårsmenu 2011

Vores egen nytårsaften foregår i ødegården i Sverige med familie og gode venner. Vi vil hellere bruge tid på at hygge end på at stå i køkkenet, og heldigvis kan man sagtens lave luksusmad alligevel hvis bare råvarerne er i orden.

Menuen tager max et par timer at forberede og ser således ud:

Limfjordsøsters med solbæreddike, karse og skalotteløg
Grøntsagssnacks med rygeost
Kogte hummere med dildmayonnaise og godt brød
Bøf med bagte løg, babykål og kryddersmør
Kransekage og god chokolade


- Hertil champagne og kirsebærvin

Nytårsmenu til 8 personer

Østers: Server 16 åbnede limfjordsøsters med 1 dl solbæreddike blandet med et finthakket skalotteløg og en håndfuld vild karse. Hver gæst drypper selv eddike på sine egne østers.

Grøntsagssnacks: Skrub fine, nyhøstede grøntsager rene med en skuresvamp (beregn 4-6 pr. person). Lad toppen sidde på og server med rygeost rørt op med fløde og smagt til med salt, peber og citron.

Hummere: Bring vand i kog i en meget stor gryde. Tilsæt rigeligt med salt og et par kviste dild. Slå 4 hummere ihjel ved at jage en stor kniv ned gennem 'krydset' på oversiden af hovedet. Kog hummerne i 10 minutter og tag gryden fra varmen. Lad hummerne trække i kogevandet frem til servering, gerne nogle timer.

Giv hummerne nogle gode gok med en hammer, så skallerne er til at få af. Server med mayonnaise rørt op med dild, citroner og et god brød til.

Bøf med bagte løg, babykål og kryddersmør: Flæk 16 løg i forskellige farver, dryp dem med olivenolie, drys med salt og bag dem i ovnen i 20 minutter ved 200 grader. Fjern skallerne. Flæk 8 portionskål (spidskål/rosenkål) og steg dem på skæresiden på en pande i ca. 10 minutter. Drys med salt og vend med olivenolie og de bagte løg.

Steg en bøf og rør smør sammen med citronskal, timian og lidt revet hvidløg. Server bøffen sammen med kryddersmør og de stegte/bagte grøntsager.

Kransekager, chokolade og et glas kirsebærvin sætter prikken over i'et.