Hos Lars Skytte har jorden det godt helt naturligt uden anden indblanding end det årlige sædskifte samt godt med vand og økologisk husdyrgødning, hvor det er nødvendigt. Gennem et samarbejde om at 'bytte jord' med to økologiske kvægbrug, kan salatmarkerne nøjes med at være dækket af ko-mad - nemlig kløvergræs - de fleste år. Herved får de hele tiden ny energi at trække på, som er nødvendig sammen med rigeligt vand, hvis frilandssalater skal smage godt.
Det er dog ikke kun jorden, der får sig en tiltrængt pause indimellem. Lars er nemlig en klog mand, som har valgt udelukkende at beskæftige sig med sommerafgrøder. Herved får han tid til at dyrke andre evner og interesser - fx foreningsarbejde i økologiens tjeneste og sine kunstneriske færdigheder - når dagene bliver kortere, mens hele sommeren bliver tilbragt med manuelt arbejde under åben himmel.
Lars Skytte var en af pionererne, da rabarberne kom tilbage på danskernes spiseborde i 90'erne efter en række årtier ude i kulden. Hans kærlighed til den syrlige sommerbebuder har desuden gjort ham til en af landets største kompetencer, når det kommer til viden om rabarber. En viden, haveejere inden længe kan få lov at trække på, når Lars åbner sin planteskole med 14 forskellige udvalgte rabarbersorter til salg.
Hvide asparges, porrer, salater, rabarber og fennikel er nogle af de dejlige varer, vi får fra Lars Skytte henover sæsonen.
Læs mere på skyttes.com






